Den franske kunstner Jean Dubuffet (1901-85) er ophavsmand til termen art brut. Dubuffet begyndte i midten 1940’erne at indsamle objekter skabt af blandt andre psykiatriske patienter, i et terapeutisk øjemed.

Han fandt, at disse objekter havde stor kunstnerisk værdi og kaldte denne nye kunst for art brut, som direkte oversat betyder ”rå kunst”. Dubuffet betragtede disse rå, spontane og uskolede udtryk, som ”porten ind til kunstens oprindelige og ubesmittede kilde”.

”Vi søger efter kunstværker, som på ingen måde minder om dem, der hænger på museerne. De værker, vi leder efter, skal derimod trække på den basale menneskelige erfaring og den spontane personlige opfindelse.

Det skal være værker, som er blevet til ud fra skaberens egen psyke, hans egne impulser og sindstilstand, uden at referere til gældende konventioner. Denne type værker interesserer os, også selvom udførelsen af dem måtte være uøvet og klodset” (Dubuffet 1948).

I 1972 skrev den britiske kunstkritiker Roger Cardinal en bog om art brut. Bogens forlægger  ønskede, at udgivelsen skulle have et engelsk-klingende navn. Art brut blev således oversat til det engelske ”Outsider Art”.

Selvom de to begreber i dag ofte bliver brugt i flæng, dækker de kun tilnærmelsesvis det samme.

Jean Dubuffets stillede i 1940 ret strenge krav til, hvad der kunne defineres som art brut. Et af kriterierne var, at kunstneren skulle være upåvirket af og isoleret fra det omgivende samfunds traditioner og modestrømninger, især hvad kunstnerisk frembringelse angik. Hans erfaring sagde ham, at sådanne kunstnere udtrykte sig spontant og umiddelbart  og dermed skabte ”ægte” kunst.

Disse såkaldte outsidere er i dag i langt højere grad integreret i vores samfund, hvilket også betyder, at der er længere mellem de socialt isolerede outsidere, der alene producerer til skrivebordsskuffen - hvis de overhovedet findes.

Begrebet Outsider Art er således i dag ikke så snævert i betydning som det oprindelige art brut.

Risikoen ved, at begrebet hermed gradvis udvides, er naturligvis, at dets betydning sløres. Denne omstændighed har Roger Cardinal flere gange selv udtryk bekymring for, og han har flere gange søgt at præcisere dets betydning:

”Det afgørende i en definition af kreative outsidere er, at skaberen besidder en ekspressiv impuls, og at denne impuls udtrykkes spontant gennem kunstværket, som således trodser traditionelle kunsthistoriske sammenhænge.” (Cardinal, 1994).

”Outsiderkunsten er et produkt af et autentisk skabelsesinstinkt. Den er fri for bevidst kunstfærdighed og har intet at gøre med akademiske standarder, men alt at gøre med lidenskab og lunefulde påfund” (Cardinal, 1979).

Både Dubuffet og Cardinal fremhæver to forhold som væsentlige i bestemmelsen af Outsider Art, nemlig de biografiske omstændigheder, der knytter sig til skaberen af kunstværket, og værkets udtryk i sig selv.

Kunstscenen har ændret karakter siden Dubuffet introducerede sit art brut-begreb i midten af 1940’erne. Næsten alt lader sig gøre i dag.

Et kunstværk kan have mange forskellige udtryk: et naturalistisk maleri, en flok døde grise, en virtuel by, et tænkt koncept uden fysisk form.  Men selv om kunstscenen generelt er blevet mere mangfoldig i sine udtryk, kan man tale om en insiderkunst – en slags mainstream eller kanon, som kunsten og kunstneren vurderes ud fra.

Til forsiden

English version